MENU

Her er du: Forside / Nyheder

25-05-2020
Del indholdet:

ANKER HANSEN & CO. A/S skal ombygge Jyderup Fængsel

Ombygningen af kvindefængslet går i gang i midten af 2020

På trods af den meget specielle situation, som COVID-19 har skabt, hvor mange af kriminalforsorgens aktiviteter er sat i bero, buldrer forberedelserne til ombygningen af Jyderup Fængsel til kvindefængsel derudaf.

Det er nu afgjort, at ANKER HANSEN & CO. A/S skal stå i spidsen for at etablere Danmarks nye kvindefængsel. ANKER HANSEN & CO. A/S er udvalgt blandt fem entreprenørvirksomheder, som var inviteret til at byde på byggeopgaven. Alle fem entreprenørvirksomheder afgav tilbud, og Koncern Ejendomme har i samarbejde med Alex Poulsen Arkitekter evalueret tilbuddene.

”Vi har valgt ANKER HANSEN & CO. A/S, da de tilbød en konkurrencedygtig pris samtidig med, at de stiller med en stærk og erfaren organisation, som vi tror på kan løfte denne meget komplicerede opgave,” siger Ejendomschef Bo Kobber Petersen.

En række mindre sikringsentrepriser har også været udbudt sideløbende med byggeopgaven. Her er det virksomheder som Ascom, G4S Security Services, Siemens og Sikom Danmark, der har vundet opgaverne.

Kriminalforsorgen og entreprenørerne vil nu forberede igangsættelsen af byggeriet, og første spadestik forventes at ske i midten af juni 2020.

Når kvindefængslet forventeligt står helt færdigt i midten af 2021, vil alle mandlige afsonere være flyttet til andre fængsler, og samtlige af landets kvindelige afsonere vil som udgangspunkt være samlet i Jyderup.

Omkring 4 pct. af de knap 4000 indsatte i danske fængsler og arrester er kvinder. De sidder i dag hovedsageligt i Jyderup Fængsel, Vestre Fængsel, Herstedvester Fængsel og Horserød Fængsel, hvor de afsoner på afsnit, som er adskilt fra de mandlige indsatte.

Før ombygning:

Type: Åbent fængsel
Kapacitet: 138 åbne pladser og 23 lukkede pladser med kvindelige indsatte

Efter ombygning:

Type: ”Hybrid fængsel”, dvs. åbne og lukkede pladser samt arrestafdeling i ét fængsel

Kapacitet: 143 pladser til kvindelige indsatte, fordelt på arrest (58), åbne (45) og lukkede (40) pladser

Billedet viser Jyderup Fængsels nye bygning, som vil stå færdig i sidste etape af byggeriet. Bygningen huser en ny samlet indgang og hovedvagt og besøgsfaciliteter til det åbne regime. Illustration: Alex Poulsen Arkitekter

 af  Direktoratet for Kriminalforsorgen

Del indholdet:

Kontakt os

Har du brug for hjælp?
Har du brug for hjælp?

Nyheder